Vi har lige været på masaimarked (sammen med Eva, som drengene kender fra KBH). Mange af sælgerne var mænd, men de solgte alle sammen flodheste af ibenholt og halskæder af lakerede avispapirkugler og spinkle sorte mennesker med store maver, som de sagde: "My sister made it" og "Please, I havent sold any thing to day!", og så kan man da ikke lade være med at købe en af kæderne og en negerkludedukke med kanga om livet, selvom den har en løs tråd i øjet?
Vi er i Arusha i dag, som er næsten 1000km fra Kampala!, (som vi var i i går). Og vejen mellem de to millionbyer går over grus og sten og dybe huller. Vi tog fra Uganda i går eftermiddags med en times forsinkelse, men det er vist ikke noget at græde over, når man husker, at vi regner efter TIA (time in Africa) og havde baggagen med hele vejen. Det var et ståhej at komme ud af hovedstaden på grund af trafik, men chaufføren hamrede bare afsted uden sans for ubetinget vigepligt, eller jeg orienterer mig, før jeg overhaler; flere gange overhalede han, selvom der kom en lastbil i mod os, og den modkørende måtte svinge ud mod grøften for livet.
Da det var blevet mørkt, og man var en anelse træt af at sidde i sit brune sæde og ville lægge hovedet lidt op af ruden, kom der kakerlak-tvillinger på besøg. Puha!, og der var stadig 800km tilbage at rumle i.
Anden overraskelse på turen kom, da vi skulle krydse grænsen mellem Uganda og Kenya. Alle mand skulle ud af bussen og hokus pokus, så var alle passagererne blandet med andre rejsende, tiggere og digestive kiks. Vi skulle udfylde ind- og udrejsepapirer i to omgange to forskellige steder (fandt vi ud af, efter vagterne havde givet os et fingerpeg) for at skaffe os adgang videre, men da det var klaret var bussen væk, og vi havde ikke tisset endnu! (hvor vi blev angrebet af vrede, giga flyvemyrer, og forinden var der en flyvende græshoppe, der blev ved med at flyve ind i mit ansigt uner pastjekket!). Bussen var kørt igennem en sø for at komme ud af grænseområdet og hallelujah for, at vi faktisk endte på vores plader i den røde bus igen! - og kom godt og gennemrystet til Arusha!
tirsdag den 26. juli 2011
søndag den 24. juli 2011
Pippi Langstrømpe og aber?
I Uganda kører minibusserne og boda bodas i rutefart.Boda bodas er fyre på motorcykler, der hamrer rundt i gaderne og op og ned af kantstenene og ud og ind mellem bilerne og kvinder med plastictønder på hovederne og høns og sortprikkede geder (tænk på Pippi Langstrømpes hest. Er der nogen, der kan huske, hvad den hedder?)
Den anden dag var vi ude på vores jomfru boda boda-tur, og det var vildt. I dag har vi fundet ud af, at der i gennemsnit dør fem mand pr dag i Kampala i ulykker på motorcykel. Men det kan kun anbefales at tage livet i hænderne og med tillid i sindet lade en boda boda-chauffør køre afsted!
De små overproppede busser, minibusserne, er også super, hvis man nyder at sidde med sine arme klistret ind til en fremmed og mærke bordeaux plus mod sin hud. Busserne stopper hele tiden for at mase flere passagerer ind, og når den stopper springer gadesælgerne frem for at lokke sager ind gennem vinduerne. Den anden dag opdagede de et par hvide kvindeben, og de sendte rygtet rundt og folk stod i kø uden for for at få et glimt.. Sådan må det føles at være en abe i et bur??
Den anden dag var vi ude på vores jomfru boda boda-tur, og det var vildt. I dag har vi fundet ud af, at der i gennemsnit dør fem mand pr dag i Kampala i ulykker på motorcykel. Men det kan kun anbefales at tage livet i hænderne og med tillid i sindet lade en boda boda-chauffør køre afsted!
De små overproppede busser, minibusserne, er også super, hvis man nyder at sidde med sine arme klistret ind til en fremmed og mærke bordeaux plus mod sin hud. Busserne stopper hele tiden for at mase flere passagerer ind, og når den stopper springer gadesælgerne frem for at lokke sager ind gennem vinduerne. Den anden dag opdagede de et par hvide kvindeben, og de sendte rygtet rundt og folk stod i kø uden for for at få et glimt.. Sådan må det føles at være en abe i et bur??
fredag den 22. juli 2011
Brune myrer og skotskternede klipklappere
Velkommen til Afrika og røde myrer på badeværelset og sodavand til 1000 shilling og avokadoer så store som kokosnødder. Morten, Dennis og Bolette tager afsted fra DK d.19. og lander på noget nær ækvator dagen efter.
Det er bulder mørkt, da vi lander i Entebbe lufthavn, og en endnu mørkere mand kører os til vores hotel: Ndere Center i Ntinda, som man kan huske navnet på, fordi det minder om Nikoline (sodavand, som afrikanere ikke drikker. Til gengæld er de citrongule og bordeux-sorte Mirinda sodavand hengivne, og drikker dem ved alle lejligheder). Da vi kommer frem til vores hotel, er der lukket og slukket!!, men vores taxichauffør begynder en indædt kamp med at hamre på porten ind til området, der gemmer sig bag et ordentligt læs mursten og pigtråd, for
at få liv i de trætte vagter, der ikke er at se nogen steder (forestil dig scenen fra Ace Ventura, hvor the petdetective sniger sig forbi en sovende bavianvagt - det er godt nok ikke muligt her, da vi skal krydse en plus to meter høj tremmeport for at komme ind). Først kommer en fyr ud fra vagthytten med militærponcho og en halv meter lang lygte, han fører os til en anden fyr, der humper, som om han har krumme fødder, og i sin søvndrukne tilstand bruger han en time på at lede forgæves efter vores navne i deres bookingkalender og efterfølgende at opstøve en nøgle til et tremandsværelse. Velkommen til TIA: time in Afrika.
Lige nu sidder Morten, Dennis og Bolette i jinja (ikke at forveksle med ordet ninja) i Uganda på internetcafe i en sidegade til mainstreet. Vores tredje dag er begyndt for et par timer siden, og vi er taget på tur til det sydvestlige Uganda for at se Lake Victoria og Nilens udspring. Ps. De kilder, der flyder op fra undergrunden udgør 30 pct. af Nilens vandmængde. Ellers bidrager Lake Victoria med resten af vandet. Vi betaler for en bådtur op af Nilen med Richard som guide, der er iført en stribet gangsterhat og sorte Emmanuel som styrmand. På turen ser vi bl.a. en "monalissa" og "the great White igrant" - Uganda er kendt for sit prægtige fugleliv. Richard fyrer jokes af og siger, at det er et dumt stunt for en sort mand at gå ind under skarverne, når de sidder oppe i deres træer, fordi de spiser op til to kilo fisk om dagen og skider store mængder hvidt.
Vi tager ind til byen efter en nice tur på vandet med fugle og abekat-orientering for at finde et sted at sove. Men det er ikke lige til, selvom vi får hjælp af en gadedreng under hans betingelser: "I show you a place where you can sleep but before you sleep you give mé money". Det sted, han viser os er fully booked ligesom de fem næste hostens vi tjekker er, men vi har heldet med os på "timtins", hvor vi får det sidste ledige værelse (siger de); suiten. Det er da lækkert! Hå, sådan! Og det er med sommerfuglebadeforhæng og mega myggenet over sengene og aber på terrassen om morgenen og kvarte ananas til morgenmad!
Det er bulder mørkt, da vi lander i Entebbe lufthavn, og en endnu mørkere mand kører os til vores hotel: Ndere Center i Ntinda, som man kan huske navnet på, fordi det minder om Nikoline (sodavand, som afrikanere ikke drikker. Til gengæld er de citrongule og bordeux-sorte Mirinda sodavand hengivne, og drikker dem ved alle lejligheder). Da vi kommer frem til vores hotel, er der lukket og slukket!!, men vores taxichauffør begynder en indædt kamp med at hamre på porten ind til området, der gemmer sig bag et ordentligt læs mursten og pigtråd, for
at få liv i de trætte vagter, der ikke er at se nogen steder (forestil dig scenen fra Ace Ventura, hvor the petdetective sniger sig forbi en sovende bavianvagt - det er godt nok ikke muligt her, da vi skal krydse en plus to meter høj tremmeport for at komme ind). Først kommer en fyr ud fra vagthytten med militærponcho og en halv meter lang lygte, han fører os til en anden fyr, der humper, som om han har krumme fødder, og i sin søvndrukne tilstand bruger han en time på at lede forgæves efter vores navne i deres bookingkalender og efterfølgende at opstøve en nøgle til et tremandsværelse. Velkommen til TIA: time in Afrika.
Lige nu sidder Morten, Dennis og Bolette i jinja (ikke at forveksle med ordet ninja) i Uganda på internetcafe i en sidegade til mainstreet. Vores tredje dag er begyndt for et par timer siden, og vi er taget på tur til det sydvestlige Uganda for at se Lake Victoria og Nilens udspring. Ps. De kilder, der flyder op fra undergrunden udgør 30 pct. af Nilens vandmængde. Ellers bidrager Lake Victoria med resten af vandet. Vi betaler for en bådtur op af Nilen med Richard som guide, der er iført en stribet gangsterhat og sorte Emmanuel som styrmand. På turen ser vi bl.a. en "monalissa" og "the great White igrant" - Uganda er kendt for sit prægtige fugleliv. Richard fyrer jokes af og siger, at det er et dumt stunt for en sort mand at gå ind under skarverne, når de sidder oppe i deres træer, fordi de spiser op til to kilo fisk om dagen og skider store mængder hvidt.
Vi tager ind til byen efter en nice tur på vandet med fugle og abekat-orientering for at finde et sted at sove. Men det er ikke lige til, selvom vi får hjælp af en gadedreng under hans betingelser: "I show you a place where you can sleep but before you sleep you give mé money". Det sted, han viser os er fully booked ligesom de fem næste hostens vi tjekker er, men vi har heldet med os på "timtins", hvor vi får det sidste ledige værelse (siger de); suiten. Det er da lækkert! Hå, sådan! Og det er med sommerfuglebadeforhæng og mega myggenet over sengene og aber på terrassen om morgenen og kvarte ananas til morgenmad!
Abonner på:
Opslag (Atom)