Her kommer det sidste blogindlæg fra Dennis, Morten og Bolettes rejse, for eventyret til de varme lande med søde, plettede mangoer, kvinder med utrolige evner, når det kommer til at ryste numser og bære alskins sager på hovedet, modige mænd, der dykker ned på seks meters dybt vand og sniger sig ind på og spyder blæksprutter, buisnessorienterede fyre, der fylder dalla dallaer op til randen og kører i rutefart frem og tilbage alle ugens dage for at kunne dække benzinudgifter og lappegrej til bilen og (forhåbentligt) vinde et overskud, og den generelle easy og glædelige holdning til livet, som de udtrykker med "hakuna matata" (ingen bekymring) og "poor", når nogen spørger, hvordan det går, som betyder chilleren eller fint fint.
Desuden er Afrika et smukt og vindende land med dets store vidder, som vi blandt andet oplevede på vores mange (og lange) busture i varieret terræn, og da vi tre tog på safari med chauffør og guide, der var vild med chilikrydrede bananchips og havde, hvad vi er enige om burde nomineres til, de skarpeste og mest kikkertagtige øjne syd for ækvator; han var nemlig excellent til at se de vilde dyr, selvom de gik totalt i et med den visne natur omkring dem.
Lige et par linier om vores todags tur til Ruaha Nationalpark!: Det var Dennis og min første safaritur (ps. "safari" betyder rejse på swahili), men Morten må siges at være lidt mere øvet, da han efter næste tur har femgangs jubilæum. Og alles forventninger var høje - og det var UV-indekset forøvrigt også, så "nzuri" (godt) for det! Vi så sky zebraer, høje giraffer med skæve ben, elefanter, der truede og truttede af os, vildsvin med halen i vejret og strudse, en enlig, foroverbøjet hyæne, flodheste i vand og på land med blottede, korte ben og en grey crowned crane og zazufugle (ham den selvhøjtidelige blå fugl fra "Løvernes Konge") (og mange flere!). Og til slut den første dag, før sengetid nede ved flodlejet, hvor flodhestene kom forbi og brølede hen på natten, da oplevede vi en løveflok på bøffeljagt nede ved en lille bid flod, der endnu ikke var udtørret! Det var for vildt, og bøflere vandt :)
Forresten vil vi også lige bringe tre hurraer for Patricia og Ulrik, som vi festede for og sammen med i det fri, da de blev gift i Uganda d.23.juli (hvilket egentligt var startskuddet til vores Afrikatur!). Det var en mindeværdig dag og aften med en smuk brud i divalækker kjole med den vildeste mikrofonfrisure og en stolt og bevæget brudgom, vilde afrikanske dansere og stegt ged og tankevækkende taler og Kung Fu Fighting og andre festlige toner, der indbød enhver til dans. TAK for fest og held og lykke I to!
Det var lige en sidste bid fra Afrika - nu skal alle læsere have så mange tak for opmærksomheden og øjne på stilke foran skærmen, når der er kommet opdateringer! Det har været en tur af kaliber, som vi aldrig vil glemme!
fredag den 12. august 2011
torsdag den 11. august 2011
"Alle er tjekket ind - saa flyver vi!"
Status: vi sidder i Etiopien i en lille lufthavn paa tolvte time. Og stedet begynder at foeles bekendt, naermest som et hostel. Men tiden flyver, naar man har "Morderisk bedrag" med, der byder paa NASA-mysterier og svindel op til et praesidentvalg, spiller yatzy, bliver hundset rundt af en emsig high class-fyr, der ikke mener, vi er gode nok til at sidde i den lounge, som han er manager for, og dagen i forvejen spiste friskfanget calamari (mini blaeksprutte) med grillet kasawa til. Kasawa er en dejlig rodfrugt, men hvis den er daarligt tilberedt, kan det at spise den sammenlignes med at faa stoppet ens hals ud med en blanding af kartoffelmel og toer pickwick the.
Toilettuerne begyndte faktisk allerede i gaar aftes, hvor vi fandt et toilet i den mest oede lufthavn i verden uden for Zanzibar by (tilsyneladende samlingssted for de mest kropsgnidende og larmende cikaderne i Tanzania), og hvor vi fik besoeg af en rotte, der aabenbart boede i vaeggen bag en flise?
Vi var ude i lufthavnen naesten fire timer foer, vi skulle flyve - jeg rejser med et par beregnende og fornuftige drenge, og det kom ikke bag paa mig, at vi var de foerst paa stedet, som slet ikke var aabent. Tilgengaeld har afrikanere det med at placere polstrede moebler udenfor, og derfor kom vi til at sidde bloedt og vente paa, at der kom liv bag skrankerne. Da der blev taendt for lyset indenfor, tog det kun et oejeblik at blive tjekket ind og vupti, saa var gaten aaben, og de boardede flyet (halvanden time for tidligt), men de mente, at naar alle er tjekket ind, saa er det da bare med at komme afsted! "Is that not all right", var der en pige, der spurgte. Oeh jo da :)
Nu er der kun omkring otte timer til afgang mod London og videre mod KBH (ps. vi er i Kastrup d.12. kl.12.30, og vi glaeder os til dannebroflag og havregryn)
Toilettuerne begyndte faktisk allerede i gaar aftes, hvor vi fandt et toilet i den mest oede lufthavn i verden uden for Zanzibar by (tilsyneladende samlingssted for de mest kropsgnidende og larmende cikaderne i Tanzania), og hvor vi fik besoeg af en rotte, der aabenbart boede i vaeggen bag en flise?
Vi var ude i lufthavnen naesten fire timer foer, vi skulle flyve - jeg rejser med et par beregnende og fornuftige drenge, og det kom ikke bag paa mig, at vi var de foerst paa stedet, som slet ikke var aabent. Tilgengaeld har afrikanere det med at placere polstrede moebler udenfor, og derfor kom vi til at sidde bloedt og vente paa, at der kom liv bag skrankerne. Da der blev taendt for lyset indenfor, tog det kun et oejeblik at blive tjekket ind og vupti, saa var gaten aaben, og de boardede flyet (halvanden time for tidligt), men de mente, at naar alle er tjekket ind, saa er det da bare med at komme afsted! "Is that not all right", var der en pige, der spurgte. Oeh jo da :)
Nu er der kun omkring otte timer til afgang mod London og videre mod KBH (ps. vi er i Kastrup d.12. kl.12.30, og vi glaeder os til dannebroflag og havregryn)
onsdag den 10. august 2011
Flettede senge og "bolls banana"
Jeg har lige 15 min tilbage af min internettid i Addis Ababa lufthavn og skylder lige en kommentar fra vores dasetur til Matemwe; et paradis med hvide strande og stormsuste palmer og gennemsigtige strandkrabber og ... børnelort i vandkanten! // Jaa, den er god nok. Aftenen i forvejen havde vi havde brugt en time paa at gennemlaese Lonely Planet med hensyn til, hvilken af bountykoordinaterne, vi ville vaelge at indstille vores tidsmaskine til, og vi mente bestemt, at den oestligt vendte by ville vaere lykken, men omkring middagstid er et uheldigt tidspunkt at ankomme paa. Der har landsbyboernene nemlig lige spist, og saa er det toilettid - i strandkanten!!
Meen naar det nu er sagt, og den slags skal siges, saa man ikke kommer uforberedt, saa havde vi er par pragtfulde dage! Vi var ude at snorkle (hvor vi blev braendt af brandmaend, der var helt usynlige for det blotte oeje), og saa en masse farvestraalende fisk, laa ved pool, boede i en bungalow, der var ejet af en rastafyr, der havde to hunde smaekfulde af lopper, tog paa fisketur og blev soesyge og smagte banandrinks og verdens stoerste rejer! nam :)
Meen naar det nu er sagt, og den slags skal siges, saa man ikke kommer uforberedt, saa havde vi er par pragtfulde dage! Vi var ude at snorkle (hvor vi blev braendt af brandmaend, der var helt usynlige for det blotte oeje), og saa en masse farvestraalende fisk, laa ved pool, boede i en bungalow, der var ejet af en rastafyr, der havde to hunde smaekfulde af lopper, tog paa fisketur og blev soesyge og smagte banandrinks og verdens stoerste rejer! nam :)
"Poa ki chisi kama ndizi"
Lana og Noam blæser på livet løs ned i en balje med sæbevand og bygger slotte og nisseskæg i skum! Jeg er på besøg hos en dansk familie, der bor i det nordlige af Zanzibar city, en familie med to unger, som Morten fandt frem til, fordi han har boet i Tanzania, og derfor har eller kan støve en kontakt op i alle hjørner af Afrika. Sejt, selvom det sidste gang resulterede i, at vi kom til at sove i senge hos "Soma Biblia" (som er en missionsstation i Dar es Salaam), der var smæk fulde af sengelopper. Og det lader til, at de røde bidemærker aldrig har tænkt sig at aftage i se mig-effekt paa mine ben!
I dag har jeg fået tegnet henna på fingrene og tæerne hos Hannah og Daniel, der har de to bobleunger, af en afrikansk kvinde klædt i pink, der ikke kunne et kvæk engelsk, men ikke var bleg for at spørge om lidt af hvert (eller det samme om og om igen), da hun fiflede rundt med hendes lille rør med maling, som man bruger, når man laver henna. Da jeg troede, at jeg var færdig og var blevet hennahypnotiseret af dekorationernes smukhed, fik hun, med hjælp fra en grinene tolk, der lige havde lavet ugali, overtalt mig til at få malet henna på brysterne også. Og da hennaen havde flirtet sig ind i mit hjerte var der ikke noget at gøre - sikke en afslutning!
Ps. overskriften for bloggen betyder cool banana, som er et udtryk, man bruger, når noget er top dollar!
I dag har jeg fået tegnet henna på fingrene og tæerne hos Hannah og Daniel, der har de to bobleunger, af en afrikansk kvinde klædt i pink, der ikke kunne et kvæk engelsk, men ikke var bleg for at spørge om lidt af hvert (eller det samme om og om igen), da hun fiflede rundt med hendes lille rør med maling, som man bruger, når man laver henna. Da jeg troede, at jeg var færdig og var blevet hennahypnotiseret af dekorationernes smukhed, fik hun, med hjælp fra en grinene tolk, der lige havde lavet ugali, overtalt mig til at få malet henna på brysterne også. Og da hennaen havde flirtet sig ind i mit hjerte var der ikke noget at gøre - sikke en afslutning!
Ps. overskriften for bloggen betyder cool banana, som er et udtryk, man bruger, når noget er top dollar!
fredag den 5. august 2011
Regnbyge og myggebyge
Jeg skriver fra dar és salaam fra i phone, og det er ikke nemt eller bekvemmeligt eller hurtigt, så der kommer ny blogopdaterong fra zanzibar, når jeg har et ægte tastatur foran mig! Ps. jjeg har fået tusind myggestik på mit venstre ben i nat. Jeg troede a mit myggenet var mit lagen? Kys
mandag den 1. august 2011
Flodheste med oejne paa stilke
Min mave har vundet over bakterierne (selvom jeg ikke fik gjort kaal paa det der forfaerdelige appelsinpulver, der skulle blandes i mit drikkevand og goere min krop glad igen, som laegen sagde). Og vores lille trup er taget til Iringa som ligger i det sydlige Tanzania. Turen varede fra solopgang til efter solnedgang og gik gennem fantastiske bjergkaeder (hver gang, der var et nyt bjerg i sigte, diskuterede Dennis og jeg, om det mon var Kilimanjaro, men det taetteste vi kom paa guldet var vist et busstop, der hed noget ala "kilimanjaro stop").
Landskabet skiftede meget!; fra hvid og stenet steppe med nogle tynde taendstiktraeer og nogle lige saa tynde masaier (krigere ifoert roede og brunlige klaeder), der passede koeer, til omraader med lerhytter, hvor der voksede kokospalmer og buske og baobabtraeer (troldeagtige traeer med gigantiske stammer, som er hule - maaske det er saadan et, som soldaten i "Fyrtaarnet" knavler ned i?), til kuperede omraader med floder. Fantastisk!
Iringa er en millionby, som vi fik taget i sigte i gaar, da Dennis og jeg besteg et lille bjerg og naede op paa en stor sten ..., hvor en stor hoevding engang har taenkt store tanker, som rygtet siger. Desvaerre er Morten taget videre til Sumbawanga for at hilse paa nogle af hans venner, fra dengang han boede hernede, saa han fik ikke taenkt helt saa meget som os - eller blaest haaret helt saa meget hid og did som os.
I dag skulle Dennis og jeg ud at hoere en historie om flodheste med oejne paa stilke i Isimila. Isimila er et omraade, hvor vandaflejringer fra omkring stenaldertiden har sat sine maerker paa naturen og formet nogle hoeje sandsoejler, som minder lidt om dem i Gran Canion. Det var stegende hedt, og landskabet var oerkenagtigt, men det var himmelsk at vandre rundt mellem de lange, grove sandfingre, der pegede op mod himlen!, da vi skulle hjem kom vi ind i en dala dala (minibus), hvor konduktoeren havde store tanker om hans fartoej. Han blev nemlig ved med at lukke folk ind, naar de stod og ventede i vejkanten. Dennis kom til at sidde (med tom mave) ved siden af en mand, der havde spidse albuer og paa et tidspunkt fik skubbet ham vaek, saa en lille kvinde med toerklaeder viklet om hele kroppen nappede pladsen, foer Dennis fik set sig om. Og jeg sad paa bagsaedet sammen med tre maend med droenbrede skuldre, saa min rygsoejle foeltes skaev og maerkelig. Og umiddelbart efter proevede konduktoeren at snyde os for to tusind shilling (som var dobbeltpris for turen hjem). Og han var flad af grin og kaldte Dennis for "hvide kylling", da Dennis naegtede at betale mere, end vi gjorde for udturen.
Landskabet skiftede meget!; fra hvid og stenet steppe med nogle tynde taendstiktraeer og nogle lige saa tynde masaier (krigere ifoert roede og brunlige klaeder), der passede koeer, til omraader med lerhytter, hvor der voksede kokospalmer og buske og baobabtraeer (troldeagtige traeer med gigantiske stammer, som er hule - maaske det er saadan et, som soldaten i "Fyrtaarnet" knavler ned i?), til kuperede omraader med floder. Fantastisk!
Iringa er en millionby, som vi fik taget i sigte i gaar, da Dennis og jeg besteg et lille bjerg og naede op paa en stor sten ..., hvor en stor hoevding engang har taenkt store tanker, som rygtet siger. Desvaerre er Morten taget videre til Sumbawanga for at hilse paa nogle af hans venner, fra dengang han boede hernede, saa han fik ikke taenkt helt saa meget som os - eller blaest haaret helt saa meget hid og did som os.
I dag skulle Dennis og jeg ud at hoere en historie om flodheste med oejne paa stilke i Isimila. Isimila er et omraade, hvor vandaflejringer fra omkring stenaldertiden har sat sine maerker paa naturen og formet nogle hoeje sandsoejler, som minder lidt om dem i Gran Canion. Det var stegende hedt, og landskabet var oerkenagtigt, men det var himmelsk at vandre rundt mellem de lange, grove sandfingre, der pegede op mod himlen!, da vi skulle hjem kom vi ind i en dala dala (minibus), hvor konduktoeren havde store tanker om hans fartoej. Han blev nemlig ved med at lukke folk ind, naar de stod og ventede i vejkanten. Dennis kom til at sidde (med tom mave) ved siden af en mand, der havde spidse albuer og paa et tidspunkt fik skubbet ham vaek, saa en lille kvinde med toerklaeder viklet om hele kroppen nappede pladsen, foer Dennis fik set sig om. Og jeg sad paa bagsaedet sammen med tre maend med droenbrede skuldre, saa min rygsoejle foeltes skaev og maerkelig. Og umiddelbart efter proevede konduktoeren at snyde os for to tusind shilling (som var dobbeltpris for turen hjem). Og han var flad af grin og kaldte Dennis for "hvide kylling", da Dennis naegtede at betale mere, end vi gjorde for udturen.
Ps. spis aldrig salat i Afrika!
Turen til Arusha i Tanzanias land var lang, og desvaerre koebte jeg ingen aeg ind af vinduet, som min soester spoerger til i sidste blog, og derfor var jeg og drengene meget sultne, da vi kom frem. Saa vi tog ud til en fancy palmebar for at forkaele vores mavesaekke. Dette er to timer foer, jeg skrev sidste indlaeg, og mens der endnu var lys forude for min tarmkultur. Jeg bestilte nemlig en salat med krussalat, gigaagurk og oliven krydret med bakterier!
Om aftenen foeltes min mave som en sten paa vej ned af en bakke, og jeg var en anelse pinlig, fordi jeg havde vaeret forbi et toilet, der ikke kunne skylle ud (og undskyld for det Eva). Men da drengene bestilte hver en pizza med femten cm fyld, og Eva en tallerken fuuld af sovs (der var vist fisk og ris nedenunder), fik jeg kvalme og kunne ikke kigge maden eller nogen andre i oejnene.
Om morgenen skulle vi have vaeret til Iringa, som er endnu en plus tusind km koeretur i bumlebus, men jeg havde knaldfeber og diarre og fik museoejne, da Dennis taendte for lyset, saa maendene besluttede at tage en tur forbi et hospital i stedet og udsaette turen en dags tid. Jeg vidste, at jeg havde faaet malaria (eller jeg vidste det i lige saa hoej grad, som jeg regner med at faa en yatzy, hver gang jeg spiller yatzy med Dennis!), men efter to konsultationer, en blodproeve og en af de der hemmelige proever fra toilettet, fortalte laegen mig, mens han aede mig paa skulderen, at jeg havde maveforgiftning!
Om aftenen foeltes min mave som en sten paa vej ned af en bakke, og jeg var en anelse pinlig, fordi jeg havde vaeret forbi et toilet, der ikke kunne skylle ud (og undskyld for det Eva). Men da drengene bestilte hver en pizza med femten cm fyld, og Eva en tallerken fuuld af sovs (der var vist fisk og ris nedenunder), fik jeg kvalme og kunne ikke kigge maden eller nogen andre i oejnene.
Om morgenen skulle vi have vaeret til Iringa, som er endnu en plus tusind km koeretur i bumlebus, men jeg havde knaldfeber og diarre og fik museoejne, da Dennis taendte for lyset, saa maendene besluttede at tage en tur forbi et hospital i stedet og udsaette turen en dags tid. Jeg vidste, at jeg havde faaet malaria (eller jeg vidste det i lige saa hoej grad, som jeg regner med at faa en yatzy, hver gang jeg spiller yatzy med Dennis!), men efter to konsultationer, en blodproeve og en af de der hemmelige proever fra toilettet, fortalte laegen mig, mens han aede mig paa skulderen, at jeg havde maveforgiftning!
tirsdag den 26. juli 2011
Den transibiriske bustur?
Vi har lige været på masaimarked (sammen med Eva, som drengene kender fra KBH). Mange af sælgerne var mænd, men de solgte alle sammen flodheste af ibenholt og halskæder af lakerede avispapirkugler og spinkle sorte mennesker med store maver, som de sagde: "My sister made it" og "Please, I havent sold any thing to day!", og så kan man da ikke lade være med at købe en af kæderne og en negerkludedukke med kanga om livet, selvom den har en løs tråd i øjet?
Vi er i Arusha i dag, som er næsten 1000km fra Kampala!, (som vi var i i går). Og vejen mellem de to millionbyer går over grus og sten og dybe huller. Vi tog fra Uganda i går eftermiddags med en times forsinkelse, men det er vist ikke noget at græde over, når man husker, at vi regner efter TIA (time in Africa) og havde baggagen med hele vejen. Det var et ståhej at komme ud af hovedstaden på grund af trafik, men chaufføren hamrede bare afsted uden sans for ubetinget vigepligt, eller jeg orienterer mig, før jeg overhaler; flere gange overhalede han, selvom der kom en lastbil i mod os, og den modkørende måtte svinge ud mod grøften for livet.
Da det var blevet mørkt, og man var en anelse træt af at sidde i sit brune sæde og ville lægge hovedet lidt op af ruden, kom der kakerlak-tvillinger på besøg. Puha!, og der var stadig 800km tilbage at rumle i.
Anden overraskelse på turen kom, da vi skulle krydse grænsen mellem Uganda og Kenya. Alle mand skulle ud af bussen og hokus pokus, så var alle passagererne blandet med andre rejsende, tiggere og digestive kiks. Vi skulle udfylde ind- og udrejsepapirer i to omgange to forskellige steder (fandt vi ud af, efter vagterne havde givet os et fingerpeg) for at skaffe os adgang videre, men da det var klaret var bussen væk, og vi havde ikke tisset endnu! (hvor vi blev angrebet af vrede, giga flyvemyrer, og forinden var der en flyvende græshoppe, der blev ved med at flyve ind i mit ansigt uner pastjekket!). Bussen var kørt igennem en sø for at komme ud af grænseområdet og hallelujah for, at vi faktisk endte på vores plader i den røde bus igen! - og kom godt og gennemrystet til Arusha!
Vi er i Arusha i dag, som er næsten 1000km fra Kampala!, (som vi var i i går). Og vejen mellem de to millionbyer går over grus og sten og dybe huller. Vi tog fra Uganda i går eftermiddags med en times forsinkelse, men det er vist ikke noget at græde over, når man husker, at vi regner efter TIA (time in Africa) og havde baggagen med hele vejen. Det var et ståhej at komme ud af hovedstaden på grund af trafik, men chaufføren hamrede bare afsted uden sans for ubetinget vigepligt, eller jeg orienterer mig, før jeg overhaler; flere gange overhalede han, selvom der kom en lastbil i mod os, og den modkørende måtte svinge ud mod grøften for livet.
Da det var blevet mørkt, og man var en anelse træt af at sidde i sit brune sæde og ville lægge hovedet lidt op af ruden, kom der kakerlak-tvillinger på besøg. Puha!, og der var stadig 800km tilbage at rumle i.
Anden overraskelse på turen kom, da vi skulle krydse grænsen mellem Uganda og Kenya. Alle mand skulle ud af bussen og hokus pokus, så var alle passagererne blandet med andre rejsende, tiggere og digestive kiks. Vi skulle udfylde ind- og udrejsepapirer i to omgange to forskellige steder (fandt vi ud af, efter vagterne havde givet os et fingerpeg) for at skaffe os adgang videre, men da det var klaret var bussen væk, og vi havde ikke tisset endnu! (hvor vi blev angrebet af vrede, giga flyvemyrer, og forinden var der en flyvende græshoppe, der blev ved med at flyve ind i mit ansigt uner pastjekket!). Bussen var kørt igennem en sø for at komme ud af grænseområdet og hallelujah for, at vi faktisk endte på vores plader i den røde bus igen! - og kom godt og gennemrystet til Arusha!
søndag den 24. juli 2011
Pippi Langstrømpe og aber?
I Uganda kører minibusserne og boda bodas i rutefart.Boda bodas er fyre på motorcykler, der hamrer rundt i gaderne og op og ned af kantstenene og ud og ind mellem bilerne og kvinder med plastictønder på hovederne og høns og sortprikkede geder (tænk på Pippi Langstrømpes hest. Er der nogen, der kan huske, hvad den hedder?)
Den anden dag var vi ude på vores jomfru boda boda-tur, og det var vildt. I dag har vi fundet ud af, at der i gennemsnit dør fem mand pr dag i Kampala i ulykker på motorcykel. Men det kan kun anbefales at tage livet i hænderne og med tillid i sindet lade en boda boda-chauffør køre afsted!
De små overproppede busser, minibusserne, er også super, hvis man nyder at sidde med sine arme klistret ind til en fremmed og mærke bordeaux plus mod sin hud. Busserne stopper hele tiden for at mase flere passagerer ind, og når den stopper springer gadesælgerne frem for at lokke sager ind gennem vinduerne. Den anden dag opdagede de et par hvide kvindeben, og de sendte rygtet rundt og folk stod i kø uden for for at få et glimt.. Sådan må det føles at være en abe i et bur??
Den anden dag var vi ude på vores jomfru boda boda-tur, og det var vildt. I dag har vi fundet ud af, at der i gennemsnit dør fem mand pr dag i Kampala i ulykker på motorcykel. Men det kan kun anbefales at tage livet i hænderne og med tillid i sindet lade en boda boda-chauffør køre afsted!
De små overproppede busser, minibusserne, er også super, hvis man nyder at sidde med sine arme klistret ind til en fremmed og mærke bordeaux plus mod sin hud. Busserne stopper hele tiden for at mase flere passagerer ind, og når den stopper springer gadesælgerne frem for at lokke sager ind gennem vinduerne. Den anden dag opdagede de et par hvide kvindeben, og de sendte rygtet rundt og folk stod i kø uden for for at få et glimt.. Sådan må det føles at være en abe i et bur??
fredag den 22. juli 2011
Brune myrer og skotskternede klipklappere
Velkommen til Afrika og røde myrer på badeværelset og sodavand til 1000 shilling og avokadoer så store som kokosnødder. Morten, Dennis og Bolette tager afsted fra DK d.19. og lander på noget nær ækvator dagen efter.
Det er bulder mørkt, da vi lander i Entebbe lufthavn, og en endnu mørkere mand kører os til vores hotel: Ndere Center i Ntinda, som man kan huske navnet på, fordi det minder om Nikoline (sodavand, som afrikanere ikke drikker. Til gengæld er de citrongule og bordeux-sorte Mirinda sodavand hengivne, og drikker dem ved alle lejligheder). Da vi kommer frem til vores hotel, er der lukket og slukket!!, men vores taxichauffør begynder en indædt kamp med at hamre på porten ind til området, der gemmer sig bag et ordentligt læs mursten og pigtråd, for
at få liv i de trætte vagter, der ikke er at se nogen steder (forestil dig scenen fra Ace Ventura, hvor the petdetective sniger sig forbi en sovende bavianvagt - det er godt nok ikke muligt her, da vi skal krydse en plus to meter høj tremmeport for at komme ind). Først kommer en fyr ud fra vagthytten med militærponcho og en halv meter lang lygte, han fører os til en anden fyr, der humper, som om han har krumme fødder, og i sin søvndrukne tilstand bruger han en time på at lede forgæves efter vores navne i deres bookingkalender og efterfølgende at opstøve en nøgle til et tremandsværelse. Velkommen til TIA: time in Afrika.
Lige nu sidder Morten, Dennis og Bolette i jinja (ikke at forveksle med ordet ninja) i Uganda på internetcafe i en sidegade til mainstreet. Vores tredje dag er begyndt for et par timer siden, og vi er taget på tur til det sydvestlige Uganda for at se Lake Victoria og Nilens udspring. Ps. De kilder, der flyder op fra undergrunden udgør 30 pct. af Nilens vandmængde. Ellers bidrager Lake Victoria med resten af vandet. Vi betaler for en bådtur op af Nilen med Richard som guide, der er iført en stribet gangsterhat og sorte Emmanuel som styrmand. På turen ser vi bl.a. en "monalissa" og "the great White igrant" - Uganda er kendt for sit prægtige fugleliv. Richard fyrer jokes af og siger, at det er et dumt stunt for en sort mand at gå ind under skarverne, når de sidder oppe i deres træer, fordi de spiser op til to kilo fisk om dagen og skider store mængder hvidt.
Vi tager ind til byen efter en nice tur på vandet med fugle og abekat-orientering for at finde et sted at sove. Men det er ikke lige til, selvom vi får hjælp af en gadedreng under hans betingelser: "I show you a place where you can sleep but before you sleep you give mé money". Det sted, han viser os er fully booked ligesom de fem næste hostens vi tjekker er, men vi har heldet med os på "timtins", hvor vi får det sidste ledige værelse (siger de); suiten. Det er da lækkert! Hå, sådan! Og det er med sommerfuglebadeforhæng og mega myggenet over sengene og aber på terrassen om morgenen og kvarte ananas til morgenmad!
Det er bulder mørkt, da vi lander i Entebbe lufthavn, og en endnu mørkere mand kører os til vores hotel: Ndere Center i Ntinda, som man kan huske navnet på, fordi det minder om Nikoline (sodavand, som afrikanere ikke drikker. Til gengæld er de citrongule og bordeux-sorte Mirinda sodavand hengivne, og drikker dem ved alle lejligheder). Da vi kommer frem til vores hotel, er der lukket og slukket!!, men vores taxichauffør begynder en indædt kamp med at hamre på porten ind til området, der gemmer sig bag et ordentligt læs mursten og pigtråd, for
at få liv i de trætte vagter, der ikke er at se nogen steder (forestil dig scenen fra Ace Ventura, hvor the petdetective sniger sig forbi en sovende bavianvagt - det er godt nok ikke muligt her, da vi skal krydse en plus to meter høj tremmeport for at komme ind). Først kommer en fyr ud fra vagthytten med militærponcho og en halv meter lang lygte, han fører os til en anden fyr, der humper, som om han har krumme fødder, og i sin søvndrukne tilstand bruger han en time på at lede forgæves efter vores navne i deres bookingkalender og efterfølgende at opstøve en nøgle til et tremandsværelse. Velkommen til TIA: time in Afrika.
Lige nu sidder Morten, Dennis og Bolette i jinja (ikke at forveksle med ordet ninja) i Uganda på internetcafe i en sidegade til mainstreet. Vores tredje dag er begyndt for et par timer siden, og vi er taget på tur til det sydvestlige Uganda for at se Lake Victoria og Nilens udspring. Ps. De kilder, der flyder op fra undergrunden udgør 30 pct. af Nilens vandmængde. Ellers bidrager Lake Victoria med resten af vandet. Vi betaler for en bådtur op af Nilen med Richard som guide, der er iført en stribet gangsterhat og sorte Emmanuel som styrmand. På turen ser vi bl.a. en "monalissa" og "the great White igrant" - Uganda er kendt for sit prægtige fugleliv. Richard fyrer jokes af og siger, at det er et dumt stunt for en sort mand at gå ind under skarverne, når de sidder oppe i deres træer, fordi de spiser op til to kilo fisk om dagen og skider store mængder hvidt.
Vi tager ind til byen efter en nice tur på vandet med fugle og abekat-orientering for at finde et sted at sove. Men det er ikke lige til, selvom vi får hjælp af en gadedreng under hans betingelser: "I show you a place where you can sleep but before you sleep you give mé money". Det sted, han viser os er fully booked ligesom de fem næste hostens vi tjekker er, men vi har heldet med os på "timtins", hvor vi får det sidste ledige værelse (siger de); suiten. Det er da lækkert! Hå, sådan! Og det er med sommerfuglebadeforhæng og mega myggenet over sengene og aber på terrassen om morgenen og kvarte ananas til morgenmad!
Abonner på:
Opslag (Atom)